Løgneren
Original titel: The Liar
Udgivet: 2017
Originalt udgivet: 2014
Forlag: Flamingo
Sprog: Dansk
Format: Lydbog
ISBN: 9788702236453
*****
Shelby Foxworth er i chok. Hun har mistet sin mand i en drukneulykke, og nu går sandheden langsomt op for hende. Richard Foxworth var ikke den mand, han gav sig ud for. Han var en kold og kynisk svindler, der bedrog Shelby med andre kvinder og efterlod hende i et økonomisk kaos. I Richards hemmelige bankboks finder hun flere dystre hemmeligheder, og Shelby beslutter sig for at forlade Philadelphias eksklusive forstad og rejse med sin lille datter hjem til familien i Tennessee.
I trygge og velkendte rammer kommer Shelby til hægterne, og hun møder tilmed en ny mand. Men Richards hemmeligheder spreder stadig ringe i vandet. Og ingen kan vide sig sikre …
I trygge og velkendte rammer kommer Shelby til hægterne, og hun møder tilmed en ny mand. Men Richards hemmeligheder spreder stadig ringe i vandet. Og ingen kan vide sig sikre …
*****
Jeg giver lige en advarsel her, sådan så I ikke for læst for langt - det her review vil indholde spoilers. Jeg kan ikke beskrive bogen uden.
Nej, nein, no, não - nej på alle de sprog man overhovedet kan forestille sig! Jeg er så langt fra en fan af den her bog, som det overhovedet er muligt! Da den sidste sætning var overstået røg begge mine hænder i vejret og jeg tog en lille sejrsdans i lettelse over, at jeg overlevede og ikke gav op - selv om det var åh så fristende.
Jeg læste beskrivelsen, jeg læste andre reviews og jeg tænkte "den lyder spændende og jeg vil godt vide, hvilke hemmeligheder, han gemte på". Og dermed startede min oplevelse, med den dårligste bog jeg nogensinde har læst af Nora Robert. Og jeg plejer ellers at være en ret stor fan af hende. Men det var som om at Løgneren var blevet smedet sammen i løbet af en nat - jeg havde ikke indtryk af, at der var blevet tænkt videre over plottet, eller hvordan den skulle kunne forholde sig spændende undervejs.
Shelby drev mig til vanvid. Hun var for perfekt - hele vejen igennem. Roberts gjorde, hvad hun kunne for, at gøre hende menneskelig med tanker som: "Jeg kan ikke gøre sådan noget, nu skal jeg bare gøre verden bedre for min datter". Og det er da fint. Hvis ikke det bare var fordi alle kunne lide hende og hele tiden gjorde det klart, at Shelby var et vidunder, der aldrig har gjort noget forkert og fordi det kom til at virke SÅ FRYGTELIGT FALSK! Hun var næsten en lille helgen. Og det blev bare for meget. Den eneste person, der ikke brød sig om Shelby var en pige (og de er i begyndelsen af tyverne) på alder med Shelby, der var som taget ud af Mean Girls, eller en hvilken som helst anden amerikansk, stereotypisk pige fra high school film.
Shelby var selvfølgelig også en del af en stor, fantastisk familie, der aldrig havde problemer, som tør gøre det "umulige" og starte eget firma og være succesfulde - nok de mest succesfulde i hele den by. Forestil dig en amerikansk kliché familie, som fx Hænderne Fulde. Dem blev jeg også hurtigt ret træt af.
Plottet. Lad mig ikke engang begynde der! Løgnere startede egentlig ud godt. Det virkede til, at det virkelig bare kunne blive spændende og holde mig på tæerne under hele oplevelsen - det var det modsatte. Ret hurtigt blev det klart (og det er her der er en spoiler!!!) at Richard ikke var død og at det var ham det hele ville slutte med. Og ba dum - jeg fik ret. Så fra omkring kapitel 3, til det sidste kapitel, var bare fyld. Fyld, hvor man blev bombarderet med Shelbys fantastisk-hed, hendes talent, hendes fantastiske familie, en lækker lille affære, nogle små hicups, som bare var der for at holde bogen nogenlunde kørende, en skøn lille pige og et epilog - hvor alt selvfølgelig endte fantastisk og alle havde det godt. Shelby slog ikke engang Richard ihjel! Og det kunne have givet hende bare noget mere end ligegyldighed.
Igen, det blev bare for meget!
Nej, nein, no, não - nej på alle de sprog man overhovedet kan forestille sig! Jeg er så langt fra en fan af den her bog, som det overhovedet er muligt! Da den sidste sætning var overstået røg begge mine hænder i vejret og jeg tog en lille sejrsdans i lettelse over, at jeg overlevede og ikke gav op - selv om det var åh så fristende.
Jeg læste beskrivelsen, jeg læste andre reviews og jeg tænkte "den lyder spændende og jeg vil godt vide, hvilke hemmeligheder, han gemte på". Og dermed startede min oplevelse, med den dårligste bog jeg nogensinde har læst af Nora Robert. Og jeg plejer ellers at være en ret stor fan af hende. Men det var som om at Løgneren var blevet smedet sammen i løbet af en nat - jeg havde ikke indtryk af, at der var blevet tænkt videre over plottet, eller hvordan den skulle kunne forholde sig spændende undervejs.
Shelby drev mig til vanvid. Hun var for perfekt - hele vejen igennem. Roberts gjorde, hvad hun kunne for, at gøre hende menneskelig med tanker som: "Jeg kan ikke gøre sådan noget, nu skal jeg bare gøre verden bedre for min datter". Og det er da fint. Hvis ikke det bare var fordi alle kunne lide hende og hele tiden gjorde det klart, at Shelby var et vidunder, der aldrig har gjort noget forkert og fordi det kom til at virke SÅ FRYGTELIGT FALSK! Hun var næsten en lille helgen. Og det blev bare for meget. Den eneste person, der ikke brød sig om Shelby var en pige (og de er i begyndelsen af tyverne) på alder med Shelby, der var som taget ud af Mean Girls, eller en hvilken som helst anden amerikansk, stereotypisk pige fra high school film.
Shelby var selvfølgelig også en del af en stor, fantastisk familie, der aldrig havde problemer, som tør gøre det "umulige" og starte eget firma og være succesfulde - nok de mest succesfulde i hele den by. Forestil dig en amerikansk kliché familie, som fx Hænderne Fulde. Dem blev jeg også hurtigt ret træt af.
Plottet. Lad mig ikke engang begynde der! Løgnere startede egentlig ud godt. Det virkede til, at det virkelig bare kunne blive spændende og holde mig på tæerne under hele oplevelsen - det var det modsatte. Ret hurtigt blev det klart (og det er her der er en spoiler!!!) at Richard ikke var død og at det var ham det hele ville slutte med. Og ba dum - jeg fik ret. Så fra omkring kapitel 3, til det sidste kapitel, var bare fyld. Fyld, hvor man blev bombarderet med Shelbys fantastisk-hed, hendes talent, hendes fantastiske familie, en lækker lille affære, nogle små hicups, som bare var der for at holde bogen nogenlunde kørende, en skøn lille pige og et epilog - hvor alt selvfølgelig endte fantastisk og alle havde det godt. Shelby slog ikke engang Richard ihjel! Og det kunne have givet hende bare noget mere end ligegyldighed.
Igen, det blev bare for meget!
Kommentarer
Send en kommentar