They Both Die at the End

Forfatter: Adam Silvera

Udgivet: 2017

Forlag: HarperCollins

Sprog: Engelsk

Format: E-bog
ISBN: 9780062457813

*****

On September 5, a little after midnight, Death-Cast calls Mateo Torrez and Rufus Emeterio to give them some bad news: They're going to die today

Mateo and Rufus are total strangers, but, for different reasons, they're both looking to make a new friend on their End Day. The good news: There's an app for that. It's called the Last friend, and through it, Rufus and Mateo are about to meet up for one last great adventure - to live a lifetime in a single day. 

*****

Jeg er... ordløs. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal beskrive den her bog. I hvert fald ikke sådan så jeg yder den retfærdighed. Men jeg vil gøre mit bedste.

Jeg har sjældent grædt så meget over en bog. Og tro mig, jeg diskutere, græder, griner, råber og hepper mine bøger on, hvis de er gode - så der har været en del tårer i årenes løb. Men aldrig så meget som med den her bog. Den var hjerteknusende. Den var brutalt, forfærdelig, helt fantastisk måde! Og grunden til, at den netop gik så rent ind, at jeg lå en hel dag på sofaen og græd, var på grund af , at de begge to døde! Og nej, det var ikke en spoiler. Titlen slår det faktisk ret meget fast, hvis man skulle have været i tvivl. Men som titlen også pointere, så dør de først i slutningen. Hvilket vil sige, at man følger med i deres sidste dag. Og DET var det hjerteknusende.

Begge de her drenge er teenagere, og de modtager begge det her frygtede opkald. Den ene er en udadvendt, frisk ballademager, som har set sin familie dø - den anden er en indadvendt person med én god ven, en far, der er i koma og en mor han aldrig har kendt. De her to drenge, kunne ikke være mere forskellige og dog er de så godt et match. Mens den ene får den anden til at leve, så giver den anden en kærlighed til den ene som man kun kan håbe på. Og det er det essentielle i den her bog. At lære at leve og elske, for det ER slut en dag. Og man skal bare håbe på, at man har mange år endnu, men at man aldrig må glemme at leve sit liv til det fulde. Som Mateo så pænt siger det: 

I guess what I'll miss most are wasted opportunities to live my life and the lost potential to make great friends with everyone I sat next to for four years. I'll miss how we never got to bond over sleepovers where everyone stayed up and played Xbox Infinity and board games all night, all because I was too scared

 Men udover at bogen bare var enormt godt skrevet, så det der gjorde den SÅ god var, at den fik mig til at tænke. De her to drenge vidste, at det her var deres sidste dag. De vidste, at det her var deres sidste chance for at leve, og gøre alt det de indtil nu ikke havde. Og jeg ved ikke om jeg ville ønske, at Death-Cast Call var en realitet. Jeg er selv sådan en person, der glemmer at leve livet for hver dag går bare og tager den næste med sig. Jeg står op, jeg går i skole, jeg kommer hjem. Altså, jeg mener, jeg havde en dårlig dag og blev væk fra TDC på mit kollegie fordi jeg ikke orkede, at være sammen med mennesker. Set i bakspejlet, så glemte jeg at leve. Og måske ville det være nemmere, at leve, hvis jeg vidste at det her ville være min sidste dag. Og jeg ved godt at jeg lige har sagt, at jeg glemte at leve i dag, men bogen lærte mig, på en meget stærk måde, at jeg bliver nødt til at leve HVER DAG fordi jeg netop ikke ved, hvor lang tid jeg har tilbage. Og jeg er blevet bedre til at være social og være med til ting - til at leve. 

Og derfor, er den her bog så helt fantastisk god! Bare husk ikke at brug mascara den dag I læser den - også selv om jeres mascara er vandfast.