The keeper of lost things

Forfatter: Ruth Hogan

Udgivet: 2017

Forlag: Two Roads

Sprog: Engelsk

Sider: 302

ISBN: 978-1-473-63547-0

*****

Meet the 'keeper of lost things'

Once a celebrated author of short stories now in his twilight years, Anthony Peardew has spent half his life lovingly collecting lost objects, trying to atone for a promise broken many years before. 

Realising he is running out of time, he leaves his house and all its lost treasures his assistant Laura, the one person he can trust to fulfil his legacy and reunite the thousands of objects with their rightful owners. 

But the final wishes of the 'Keeper of lost things' have unforeseen repercussions which trigger a most serendipitous series of encounters... 

*****

Jeg ved ikke helt, hvordan jeg skal forklare den her bog. Og sådan er det jo tit med de allerbedste bøger. Man kan ikke helt beskrive, hvad der gjorde dem så gode! Men jeg vil give det et forsøg.

The keeper of lost things handler om tabte ting og de historier, der er forbundet med genstandende. Det er en rørende historie om kærlighed, tab og håb for at alt kan blive bedre igen.

I løbet af historien følger man Laura. Man ser, hvordan hun prøver at aflevere de tabte genstande tilbage til de retmæssige ejere, med hjælp fra gartneren, nabopigen og en hund de finder i skoven. Laura går fra at være en stille person, som nyder at være alene og lave de huslige pligter for Anthony, til at hvile i sig selv og følge sine drømme. Det var en sand fornøjelse, at følge Lauras udvikling så tæt.
Men man følger ikke kun Laura og hendes venner i denne bog, man følger også Eunice og Bomber.

Eunice og Bomber er en sidehistorie, som er i en anden tid, og på mange måder er historien om Eunice og Bomber forbundet med Anthonys. Og selv om det var en sidehistorie til Lauras så gjorde det absolut intet. Jeg elskede Eunice og Bomber og jeg brugte mange halve timer på at græde og grine sammen med Eunice og Bomber.
Historien om Eunice og Bomber starter med Anthony, og Anthonys historie slutter med Bomber og Eunice. Det var en smuk måde at, som min lærer ville sige, at fører bilen tilbage til garagen på. Begyndelsen og slutningen forbindes, med en smuk lille sløjfe!

I løbet af historien får man også indblik i flere af genstandendes historier. Til at begynde med kan det godt være lidt forvirrende, fordi man ikke ved om det er Anthonys noveller eller genstandens generelle historie. Det ødelagde dog ikke noget for mig. Jeg nød at få de mange små historie. Nogle af dem gode, nogle forfærdelige, andre meget genkendelige.  Men de små historier var med til at skabe noget af en stemning i historien, nemlig fordi historierne berørte så mange emner og så mange situationer, så bogen lige pludselig ikke kun forholdt sig til Eunice, Bomber, Laura osv men alle!

Hvis der til gengæld skal være en kritik af bogen, så må det være spøgelset! Historien ville have været lige så god, hvis der ikke havde været et spøgelse involveret. Det ødelagde en lille smule historien. Og her snakker jeg ikke om en ka-bam-smadret ødelæggelse, men om en ups-der-kom-et-lille-skår ødelæggelse. Egentlig bare fordi jeg godt kunne lide at der ikke var noget magisk involveret, og at det bare var en livet-er-godt-og-det-hele-er-lækkert-uden-at-der-behøves-være-magi.  Fjern spøgelset, eller abstraher fra det, og det er tæt på at være den perfekte feel-good bog!  (Hallo, det er den perfekte feel-good bog)