Endnu en Katherine
Forfatter: John Green
Original titel: An abundance of Katherines
Udgivet: 2015
Originalt udgivet: 2006
Forlag: Høst & Søn
Sprog: Dansk
Originalt sprog: Engelsk
Sider: 268
ISBN: 978-87-638-3832-0
*****
Mød Colin Singleton. Forhenværende vidunderbarn. Forhenværende fuld af potentiale. Nuværende fuld af lort. En anagramelskende nord på mission for at påvise sin teori, at menneskeheden kan opdeles i præcis to slags individer: Droppere og Dropppede.
Lige pludselig var han hverken nogens kæreste elle nogens geni. Og det - for nu at bruge et komplekst begreb, som man vil forvente det af et vidunderbarn - stank virkelig.
Når det handler om piger (og det gør det tit for Colin Singleton), har alle hver deres type: Colins er ikke fysisk, men sproglig. Han kan godt lide Katheriner. Men nu er han blevet droppet. Af en pige ved navn Katherine. For nittende gang. Colin Singleton har et meget indviklet problem med en meget simpel løsning.
*****
John Green har i en årrække nu været et meget kendt navn, især inden for YA. Og det er forståeligt. Green har den her evne til at skabe en verden som på mange måder er genkendelige, mange af problematikkerne er genkendelige og man kan lære meget af de konklusioner som vores hovedpersoner efterhånden indser. Desværre syntes jeg bare hans personer i den her bog var lidt tamme.
Colin var jo helt klart noget specielt med hans gode hukommelse. Men han var for fimset på en eller anden måde. Altså for vag en karakter. Han var i hvert fald meget egocentreret. Men det gjorde mig faktisk ikke så meget i begyndelsen fordi... Let's face it, det er svært ikke at tro at man er Guds gave til verden, når alle hele ens liv har opført sig som om man var. Og lige med Colin var specielt hans forældre slemme til at sætte ham på en piedestal. Men i længden blev jeg dog noget træt i hovedet. Det føltes som om han kørte i det samme om og om igen. Han blev ved med at få I-got-it-moments, han blev ved med at lave anagrammer og hele verden blev ved med at handle om ham. For ikke at glemme hans Katherines.
Hassan var faktisk også lidt plat. Igen. Det der foregik med Hassan var også meget af det samme. Det var altid det samme der blev fokuseret på! Og med Hassan var det hans man boobs.
Lindsey irriterede mig faktisk også. Det der med at hun var sammen med en for at vise ham at hun ikke er en hund, det der med at hun ændrede sig selv og hele sin opførsel omkring forskellige mennesker, bare for at hun kunne passe ind og være populær. Og her kommer mit lille twist. Jeg ved ikke om hun irriterede mig, fordi jeg ikke forstod hende eller om hun irriterede mig fordi hun havde formået at gøre noget jeg aldrig har kunnet: at blive populær. Jeg har den her lumske stemme i mit hoved, der bliver ved med at insistere på at det er den sidste valgmulighed. Også selv om jeg ikke bryder mig om det...
Jeg ved at det her opslag måske lige nu virker lidt nederen eftersom at jeg kun har remset virkelig trælse ting op, men jeg kunne faktisk godt lide bogen. Bogen var fortalt på den her typiske, lidt ironiske måde som Green har det med at gøre. Og den var, som sagt, genkendelig. Mange af de følelser, der bliver beskrevet er noget jeg kan genkende. For ikke at tale om den der endelige erkendelse af, at man ikke behøver at være verdenskendt for at have ændret verden. Og når alt kommer til alt, så er Greens karakterer altid ude på en dannelsesrejse. Det tog måske lidt lang tid for de kære hovedpersoner, at begynde på deres såkaldte dannelse, men den kom ikke desto mindre. Og så var de jo ligepludselig ikke så irriterende mere. Og når enden er god, er alting jo godt.
Colin var jo helt klart noget specielt med hans gode hukommelse. Men han var for fimset på en eller anden måde. Altså for vag en karakter. Han var i hvert fald meget egocentreret. Men det gjorde mig faktisk ikke så meget i begyndelsen fordi... Let's face it, det er svært ikke at tro at man er Guds gave til verden, når alle hele ens liv har opført sig som om man var. Og lige med Colin var specielt hans forældre slemme til at sætte ham på en piedestal. Men i længden blev jeg dog noget træt i hovedet. Det føltes som om han kørte i det samme om og om igen. Han blev ved med at få I-got-it-moments, han blev ved med at lave anagrammer og hele verden blev ved med at handle om ham. For ikke at glemme hans Katherines.
Hassan var faktisk også lidt plat. Igen. Det der foregik med Hassan var også meget af det samme. Det var altid det samme der blev fokuseret på! Og med Hassan var det hans man boobs.
Lindsey irriterede mig faktisk også. Det der med at hun var sammen med en for at vise ham at hun ikke er en hund, det der med at hun ændrede sig selv og hele sin opførsel omkring forskellige mennesker, bare for at hun kunne passe ind og være populær. Og her kommer mit lille twist. Jeg ved ikke om hun irriterede mig, fordi jeg ikke forstod hende eller om hun irriterede mig fordi hun havde formået at gøre noget jeg aldrig har kunnet: at blive populær. Jeg har den her lumske stemme i mit hoved, der bliver ved med at insistere på at det er den sidste valgmulighed. Også selv om jeg ikke bryder mig om det...
Jeg ved at det her opslag måske lige nu virker lidt nederen eftersom at jeg kun har remset virkelig trælse ting op, men jeg kunne faktisk godt lide bogen. Bogen var fortalt på den her typiske, lidt ironiske måde som Green har det med at gøre. Og den var, som sagt, genkendelig. Mange af de følelser, der bliver beskrevet er noget jeg kan genkende. For ikke at tale om den der endelige erkendelse af, at man ikke behøver at være verdenskendt for at have ændret verden. Og når alt kommer til alt, så er Greens karakterer altid ude på en dannelsesrejse. Det tog måske lidt lang tid for de kære hovedpersoner, at begynde på deres såkaldte dannelse, men den kom ikke desto mindre. Og så var de jo ligepludselig ikke så irriterende mere. Og når enden er god, er alting jo godt.
Kommentarer
Send en kommentar